Den voksnes reaktion er altid den voksnes ansvar
Nogle gange kan det løbe af med os…
Nogle gange gør eller siger et barn noget, som kan få os helt op i det røde felt…
Det tror jeg, at de fleste af os kender til.
‘”Hold så oooop!”
“Du er SÅ irriterende!”
“Hvorfor skal du altid drille?”
Måden vi reagerer på, kan være meget voldsomt for et barn.
Hvis barnet tilmed skal bære ansvaret for vores vrede, er det for tungt for de små skuldre.
For ja, et barn, (vores eget eller et barn vi passer i vores arbejde) kan indimellem trigge os på en måde, at vi bliver vrede og skælder ud.
Det er ok at have følelsen – det er en naturlig følelse at have som menneske.
Hvad der ikke er ok, er at lade den vrede gå ud over barnet, ved at vi reagerer voldsomt og hælder vores vrede ud over barnet.
Vi voksne har selv ansvaret for, hvordan vi reagerer på følelsen.
Vi skal øve os i at håndtere følelsen og tøjle den, inden den springer ud i hovedet på et barn.
Det kan være udfordrende! Jeg ved det godt!
– Det er en træningssag.
Der er flere måder vi som voksne kan være bevidste om at håndtere vores følelse og reaktionen derpå.
Der er desværre ingen ‘quick-fixes’, men her er forslag til 3 måder man kan øve sig:
1. Lyt til hvordan din krop fortæller dig, at du er ved at blive vred
Pulsen stiger? Stemmen bliver skrappere? Kæberne spænder?
Når du mærker at du er på vej til at blive vred, så fokusér på at trække vejret helt i bund.
En vejrtrækning giver dig en pause, hjælper dig til at tænke klarere og giver dig mulighed for at bremse vreden.
2. Der er altid en god grund til at børn gør som de gør
Hold fast i, at der altid er en grund til, at barnet reagerer som det gør.
Det er langt fra altid at vi voksne kan gennemskue hvilket motiv eller uopfyldt behov der ligger bag barnets handling.
Spørg i stedet dig selv: Hvad beder barnet mig i virkeligheden om hjælp til?
3. Gør mere af det det nærer dig
Jo mere mindre overskud, jo mere skældud.
Søg for at lægge tidspunkter ind i din kalender med noget dig-tid. Arrangér noget der nærer dig og giver dig selvomsorg.
Cafébesøg med veninden, gå/løbetur, vær kreativ eller gør noget andet der nærer dig og giver dig overskud og dermed en længere lunte i pressede situationer.
Så er du tættere på at tage ansvar for både din følelse og reaktion.
Få ‘Alternativer til skældud’ på denne online workshop for forældre – læs mere her
Vil du have mere inspiration er du velkommen på mit nyhedsbrev til forældre eller til pædagogisk personale